Ny podcastserie - danske opfindelser, der ændrede verden
Jørgen Rasmussen griner, da han udtaler ordene, men ikke desto mindre går han i gang med at udtænke en ide, der skal blive til verdens måske mest solgte hjul nogensinde: Kevi-hjulet, der sidder under kontorstole verden over.
Da han endelig knækkede koden til det lille hjul, kom ideen fra en komplet overrumplende kant - som de helt originale ideer oftest gør - og det er blot én af historierne, du kan høre i en ny podcastserie udgivet af AJ Produkter.
Tænk anderledes
Her lærer vi nogle af de største - men relativt ukendte - danske opfindere at kende. Vi kommer helt ind i laboratoriet og følger udviklingen fra den første spæde grund-idé til opfindelser, der sidenhen revolutionerede verden.
Det handler om kreativitet, innovation og nytænkning, og det handler om at kæmpe for sin egen idé - at have troen på, at du har fat i noget originalt på trods af omverdenens afvisninger.
Det handler kort sagt om danske opfindelser, der ændrede verden, og som mange af os bruger hver eneste dag. Det er dybt fascinerende historier, der kan inspirere til at tænke anderledes og få den skæve, anderledes eller helt skøre idé. For dét er noget, som verden altid vil have brug for.
De geniale hjerner
I podcast-serien møder du blandt andre:
1. De to arkitekter Jørgen Rasmussen og hans tvillingebror, Ib Rasmussen, der opfandt kevi-hjulet - det dobbeltsporede plasthjul, der i dag sidder på moderne kontorstole over hele verden. Hør den vilde historie om, hvordan briefet nærmest lød på at genopfinde hjulet, og hvordan Jørgen Rasmussen kom på den banebrydende idé, der i 2006 kom med i den danske kulturkanon ved siden af klassikere som PH´s skærmsystem og Pantonstolen.
Læs mere her
2. Bent Rasmussen, der i 1979 var tæt på konkurs med den familieejede maskinfabrik. Over en øl med sin gamle studiekammerat, som sad i kørestol, blev han inspireret af den lille jævnstrømsmotor på kørestolen: Kunne man sætte den på et skrivebord og én gang for alle skabe skræddersyede skrivebordshøjder til alle?
20 år senere disruptede han kontorindretningen med verdens første hæve/sænkebord, der først tog Skandinavien og sidenhen resten af verden med storm.
Og så er der lige den finurlige historie om, hvordan den lille knap, du hæver og sænker bordet med, vandt den internationalt anerkendte Red Dot Design Award.
3. Endelig skal du høre den opsigtsvækkende historie om den ufaglærte Peter L. Jensen fra Falster, som i 1909 hoppede på Amerikabåden for at prøve lykke i USA, hvilket lykkedes over al forventning. Her opfandt han nemlig højtaleren, som vi kender den i dag, så du har ganske enkelt en dansker at takke for alt det, du bruger højttaleren til - fra stadionkoncerten til radioavisen.
"Danske opfindere - historierne om de opfindere, der tænkte anderledes” er kort sagt en række fascinerende historier om danskere, der turde at udfordre det gængse med originale tanker, der ændrede verden.