Golftalent slår mod europæisk topniveau
AJ Produkter sponsorerer 23-årige Natacha Høst Husted, der imponerer på LET Access Series med kraftfulde slag og store ambitioner.
Natacha Høst Husted slår langt. Rigtig langt. Hun er 23 år, og kun en måned efter sin professionelle debut har hun vundet på LET Access Series, hvor blandt andet hendes længde fra tee spiller en vigtig rolle. Og det er ikke tilfældigt, at der er så meget power i hendes slag.
“Jeg er vokset op med at spille golf i en mindre klub, Skovbo, hvor der kun var drenge. Så der handlede det bare om at følge med.”
Lige siden hun var 11 år, har hendes træner gjort speed til en stor del af træningen, og så synes hun i øvrigt, at det er fedt bare at svinge helt igennem. Så det er blevet en af hendes forcer at slå bolden længere end de fleste konkurrenter.
“Jeg er vokset op med at spille golf i en mindre klub, Skovbo, hvor der kun var drenge. Så der handlede det bare om at følge med.”
Lige siden hun var 11 år, har hendes træner gjort speed til en stor del af træningen, og så synes hun i øvrigt, at det er fedt bare at svinge helt igennem. Så det er blevet en af hendes forcer at slå bolden længere end de fleste konkurrenter.
Ikke tilfældigt sponsorat
Det er ikke mere end små to måneder siden, Natacha Høst Husted vendte hjem fra USA, hvor hun de seneste tre år med et scholarship har læst på University of Mississippi. Det var egentlig meningen, at hun skulle være der et år mere, men hun traf beslutningen om at tage hjem til Danmark og blive professionel golfspiller før tid.
"Jeg kortede studiet af, fordi jeg kunne mærke, at jeg var klar til at tage næste skridt og blive professionel golfspiller,” fortæller hun og uddyber, hvordan hun for at nå sit mål er dybt afhængig af sponsorater.
“For at fokusere 100 procent på golf har man behov for sponsorer, især i kvindegolf – man skal leve af dem, og de skal tro på én."
AJ Produkter er blevet Natacha Høst Husteds første sponsor, og det er slet ikke tilfældigt, fortæller marketingchef Thomas Kruse-Theil.
"AJ Produkter ønsker at støtte den brede idræt i Danmark ud fra et demokratisk princip. Vi tror på, at vi ved at investere i talentfulde atleter som Natacha Høst Husted kan bidrage til at fremme sportens tilgængelighed og diversitet i Danmark."
Tvivler ikke ét sekund
Natacha Høst Husted er for tiden i fuld gang med LET Access Series, og det går over al forventning. Hun har to gange sluttet på andenpladsen på LET Access Series, og ved PGA Championship Gothenburg tog hun førstepladsen og var efter 54 huller den eneste spiller under par. Det sender hende efter fem turneringer op på en fjerdeplads på ranglisten, hvor de første syv pladser giver adgang til næste år at spille LET - Ladies European Tour.
“Det er helt afgørende at komme på LET, hvor de store præmiechecks er, hvis du vil være professionel golfspiller. Det er der, det sker,” siger Natacha Høst Husted, der ikke tvivler et sekund på sine egne evner.
“Jeg har kæmpe ambitioner, og det kræver 100 procent fokus hver eneste dag. Men jeg ved, at mit spil er til, at jeg kan være med.”