I fremtiden kan du købe en kirke og holde møde på Mars

I fremtiden kan du købe en kirke og holde møde på Mars

Det konventionelle møde omkring et bord er i opbrud, og der kommer hele tiden nye tech-løsninger, der giver helt nye muligheder. Det er fx blevet helt normalt at holde møder med en kollega på den anden side af jorden gennem en skærm, og i fremtiden åbner metaverset op for nogle vilde muligheder.

Digital transformation

Det konventionelle møde eller konference i er disse tider i opbrud, fortæller Simon Lajboschitz. Han er CEO og Co-founder af Khora - en af Skandinaviens førende virksomheder indenfor Virtual Reality (VR) and Augmented Reality (AR).

“Der er sket rigtig meget med mødet indenfor de seneste år, og det går stærkt for tiden. Mange mennesker spørger mig, hvordan vi kommer til at holde møder i fremtiden, nu hvor de har fået indgående kendskab til Zoom og Teams under coronanedlukningerne. Og det virtuelle møde er da også kommet for at blive,” siger han og uddyber, at man ikke hovedløst skal kaste sig ud i den nyeste teknologi, bare fordi den er til rådighed. 
 
“Jeg tror ikke, at det virtuelle møde kommer til at erstatte det fysiske møde 100 procent - ikke lige foreløbigt i hvert fald. Og VR-mødet kommer heller ikke nødvendigvis til at erstatte skærmmødet. Hver ting fungerer godt hver for sig.”
4 forskellige typer møder

4 typer møder 

Det gode gamle møde mellem mennesker kan efterhånden foregå på så mange platforme, at det i pædagogikkens navn giver mening at bryde det op i fire termer: 

  • Det fysiske gammeldags møde uden så mange tech-finurligheder. 
  • Det virtuelle møde, hvor man holder møde via en skærm. 
  • Hybridmødet, der er en blanding af de to, hvor nogle fx sidder i et lokale og holder møde med andre via en skærm.  
  • VR-mødet, hvor man via VR-briller holder 3D-møder i cyberspace.

Hvordan skal dit alter ego se ud? 

Det virtuelle møde har vi beskæftiget os rigeligt med i forbindelse med corona, og det er efterhånden blevet en integreret del af vores mødekultur. Det er mere interessant at undersøge, hvad vi kan forvente os af fremtidens møder, og hvilken teknologi, der bliver tilgængelig. Du kan fx godt allerede nu begynde at tænke på, hvordan dit alter ego skal se ud i form af din avatar, for den kommer du højst sandsynligt til at sende i byen til rigtig mange møder.  
 
“På nuværende tidspunkt kan man sagtens holde 3D-møder i cyberspace, hvis alle har VR-briller. Men man skal også tænke på hvilken værdi, det giver,” siger Simon Lajboschitz og uddyber.

“Hvis jeg selv skal til et møde eller en konference, vil jeg fx hellere have et virtuelt møde, hvor jeg kan se personen, jeg taler med på en skærm.”
Han forklarer, at VR-mødet kommer til sin ret i kontekstuelle sammenhænge, hvor der eksempelvis skal præsenteres en maskine eller et andet stykke avanceret teknik. Her kan man så i 3D kan gå rundt om den og inspicere den ned til mindste møtrik uden at være fysisk til stede. Eller hvis du skal vise en amerikaner rundt på en ny fabrik, der ligger i Kina. Så kan du i forvejen gå rundt og scanne hele fabrikken med en app på telefonen, hvorefter du kan føre din gæst rundt på en guidet rundtur, selvom han sidder på den anden side af jorden. 
 
“På den måde kan du både spare tid, penge og klimaet i stedet for at rejse, og i den sammenhæng er 3D møder allerede meget udbredt. Næste skridt bliver så, at du kommer til at fremstå som et hologram for modtageren, når I går rundt på fabrikken, men der er vi ikke helt endnu.” 
 
Alter ego med ukendt identitet

Velkommen til metaverset  

Lad os så tage et spring ind i det mytiske metaverse, og her skal man holde tungen lige i munden, for det er en abstrakt størrelse. Det kan nærmest sammenlignes med Matrix-filmene, hvor du bevæger sig rundt i en kunstigt skabt cyberverden. Når vi holder 3D-møder ved hjælp af VR-briller, så befinder vi os i metaverset. Det kan altså komme til at udgøre fremtidens møde-venues, som kan komme til at erstatte det konventionelle konferencecenter.  
 
“Du kan holde et VR-møde, for 50 forskellige virksomheder, hvor alle er samlet i et møderum. Men de kan også være på Hawaii eller på Mars. Eller de kan svæve over jorden. Alt er muligt,” fortæller Simon Lajboschitz og forklarer, at folk i øjeblikket investerer i ejendomme i metaverset - altså cyberkvadratmeter - med henblik på, at de kommer til at stige i værdi, hvis metaverset bliver et kontrolleret sted med en begrænset plads, som er ejet af fx Mark Zuckerberg. Her vil du så skulle leje dig ind, hvis du skal bruge et mødested. Men der findes også åbne og gratis steder, og det er han stor tilhænger af.
“Jeg håber og tror på en open source model, hvor man ligesom med minecraft kan skabe venues, der er åbne for alle. Men hvis du fx har brugt meget tid på at bygge en stor smuk digital kirke med alle mulige psykedeliske features, så kan jeg købe adgang til den af dig, hvis jeg vil holde et VR-bryllup her. Men i øjeblikket foregår der en kamp om metaverset, og der er store krafter, som gerne vil monopolisere det,” siger Simon Lajboschitz.  

Møder og paddletennis i stuen 

Og lad os så lige ånde ud og lande i nutiden igen efter en vidtløftig rundtur i metaverset. I dag er det muligt at afholde møder i form af knap så menneskelignende avatars, når vi med babyskridt vakler rundt i metaverset. Kigger vi 10-15 år ud i fremtiden, så vil verden se ganske anderledes ud, spår Simon Lajboschitz. 
 
“Det bliver helt almindeligt at have et par smart glasses, som du tager på, og så er du i metaverset. Dine kolleger kan optræde som hologrammer, og det bliver slet ikke nødvendigt at forlade din bolig, for det ene øjeblik kan du være det ene sted. Og ved et tryk på en knap, kan du være et andet sted. Og når du har fri, trykker du bare lige på en knap og bliver connected til dine venner, som du tager ud at spille paddletennis med. I din stue.”

For nuværende er hans bedste råd dog at vurdere, hvilket form, der passer bedst til hvert enkelt møde og planlægge derefter. 
“Jeg er stor fan af det fysiske møde mellem mennesker, og det, tror jeg aldrig, bliver erstattet helt af de nyeste tech-løsninger,” siger han.

FAQ

Fremtidens møder vil sandsynligvis inkludere en blanding af fysiske, virtuelle, hybrid- og VR-møder. Metaverset og VR-briller vil gøre det muligt at holde møder i 3D-cyberspace, hvilket giver nye muligheder for interaktion og præsentationer.
VR-møder fungerer ved hjælp af VR-briller, der skaber en 3D-virtuelle miljø. Deltagerne kan interagere som avatars i et fælles virtuelt rum, hvilket gør det muligt at præsentere og inspicere objekter detaljeret og realistisk uden fysisk tilstedeværelse.
Metaverset er et virtuelt univers, hvor folk kan interagere, arbejde og holde møder som avatars i 3D-cyberspace. Det fungerer som en udvidelse af den fysiske verden, med virtuelle ejendomme og mødesteder, der kan tilpasses og bruges til forskellige formål.
Virtuelle møder sparer tid og penge, reducerer rejseomkostninger og er mere miljøvenlige. De giver også mulighed for global deltagelse, hvor folk fra forskellige dele af verden kan mødes uden at skulle rejse fysisk.
 
En avatar er en digital repræsentation af en person i et virtuelt møde. Den kan tilpasses til at ligne brugeren og bruges til at interagere med andre deltagere i virtuelle og VR-møder. Avataren hjælper med at skabe en mere personlig og engagerende oplevelse i cyberspace.