Sådan bruger du digitale teknologier i undervisningen
I hvor høj grad skal man gøre undervisningen digital? Og hvordan gør man det? Det er en kæmpe udfordring for mange lærere. Her er 10 gode råd
Skal skolen være en modvægt for sociale medier?
99 procent af de 12-18-årige danske teenagere har en profil på et eller flere sociale medier. Det viser en rapport fra Kulturministeriet, og den samme rapport afslører samtidig, hvor meget tid de bruger på sociale medier: Fem timer om dagen i gennemsnit. Det er vel at mærke ikke de mest ihærdige, der bruger fem timer om dagen. Det er i gennemsnit.
Børn og unge spenderer enorme mængder tid foran skærmen, og spørgsmålet er så, om skolen skal være en modvægt. Skal man gøre skolen til et skærmfrit rum, eller skal man gå all in og integrere skærmen i al undervisning?
Digital Medieanalytiker: Skolen skal mestre digitale værktøjer
Camilla Mehlsen er digital medieanalytiker og forfatter til flere bøger om digital udvikling. Og så har hun udviklet undervisningsmaterialer om digitale medier til skoler og gymnasier.Hun siger, at skolen skal lande et sted midt imellem, og at det er supervigtigt, at skolen opdaterer sig selv til en digital tidsalder.
“Skolen skal have overordnede rammer, så alle lærere ved, hvordan de skal forholde sig til at bruge alle de digitale værkøjer i undervisningen.”
“Skolen skal lære eleverne digital dannelse. Det handler både om, at de skal bruge alle de nye muligheder. Men det handler i lige så høj grad om at bruge dem rigtigt og på de rigtige tidspunkter.”
10 råd om digitale teknologier i undervisningen
Camilla Mehlsen giver 10 gode råd til, hvordan du som lærer eller pædagog kan bruge digitale teknologier til at styrke undervisningen til gavn for elevernes læring. Materialet sætter fokus på faktorer, der kan bidrage til meningsfuld brug af teknologi i undervisningen.
1. Tydeliggør det faglige formål
Definér et tydeligt fagligt formål med at bruge digitale teknologier, og forklar eleverne, hvordan de skal bruge teknologierne i aktiviteterne. Vær opmærksom på, om eleverne har forstået formålet.Eleverne har brug for, at du som lærer udstikker rammer. Mange elever har svært ved at omsætte deres digitale erfaringer i fritiden til en faglig brug af it, og det kræver eksempelvis noget andet at søge på Google eller YouTube med et fagligt mål for øje.
2. Styrk elevernes digitale produktioner
Giv eleverne tid og plads til at arbejde som målrettede og kreative digitale producenter. Lad eleverne følge deres egne ideer og omsætte dem til en produktion. Det kan være digitale spil, digitale historier, blogs, apps, quizzer og film.3. Brug digitale redskaber til formidling
Udnyt de digitale muligheder, når eleverne skal formidle deres viden. Lad eleverne bruge billeder, lyd, tekst, grafik og andre udtryksformer til at formidle og visualisere stoffet.Det inspirerer eleverne at bruge flere typer af medier, der kan supplere eller understøtte hinanden i formidlingen. Kombinér digitale og analoge redskaber, så din undervisning bliver varieret, men vær opmærksom på, at der er forskel på at læse på papir og på skærm. Eleverne skal både lære at læse analoge tekster og multimodale, digitale tekster.
4. Giv løbende feedback
Giv løbende feedback på elevernes digitale produktioner og på deres arbejdsindsats undervejs i processen. Eleverne kan bruge din feedback undervejs i selve opgaveløsningen og ikke kun i forhold til kommende opgaver.Digitale teknologier gør det muligt, at lærere og elever kan kommunikere med hinanden i samme system på tværs af tid og rum. Det åbner for nye muligheder for at give eleverne respons undervejs.
5. Inddrag elevernes digitale erfaringer
Inddrag elevernes egne digitale erfaringer, ressourcer og perspektiver i undervisningen. Gå i dialog med eleverne, og få dem til at reflektere over deres brug af digitale teknologier.Præsentér eleverne for forskellige digitale teknologier, og lad også eleverne bringe digitale teknologier i spil og lære af og med hinanden.
6. Tilpas undervisningen til den enkelte elev
Vær opmærksom på, at eleverne har forskellige faglige forudsætninger for at arbejde med digitale teknologier.Digitale teknologier kan understøtte differentieret undervisning, der tager højde for den enkelte elevs behov og faglige niveau og kan udfordre alle elever. Teknologien giver læreren mulighed for at tilpasse forløb og materialer, så undervisningen kan blive mere varieret og målrettet klassens og elevernes behov.
7. Tag ansvar for digitale forstyrrelser
Sæt klare rammer for brug af sociale medier og apps. Tal om digitale forstyrrelser i undervisningen, og skab bevidsthed om forstyrrelser, for eksempel notifikationer fra apps.
Gør det tydeligt, hvornår det ikke giver mening at inddrage teknologier i undervisningen, og hvad dine forventninger er til eleverne. Inddrag eleverne, og udarbejd fælles retningslinjer for brug af digitale teknologier i undervisningen.
8. Brug digitale teknologier undersøgende
Brug digitale teknologier eksperimenterende og undersøgende i undervisningen. Vær som underviser den, der vejleder og udfordrer, og ikke den, der giver svarene - det skal være plads til, at det bliver en legende proces.Stil åbne opgaver med mange mulige løsninger, hvor der ikke er rigtige eller forkerte svar, men mange veje til målet. Prøv også at lade eleverne formulere opgaverne. En styrke ved digitale teknologier er netop, at eleverne kan lave om og forbedre produktet undervejs.
9. Brug digitale teknologier til at styrke samarbejde
Udforsk de digitale teknologier sammen. Digitale teknologier gør nye samarbejdsformer mulige. Det kan være gennem samproduktioner og kollaborative læreprocesser.Digitale delingsredskaber giver eleverne nye muligheder for at samarbejde om opgaver. De kan for eksempel have hver deres computer eller hver deres rolle i samarbejdet. Dermed lærer eleverne at lave kollektive produkter. Det kan øge motivationen og lysten til at skrive, når to eller flere elever skriver sammen.
10. Fasthold et fælles fokus på digital teknologi og dataetik
Tal om digital teknologi på skolen, og hav et løbende og fælles fokus på, hvornår og hvordan brug af digitale teknologier understøtter læring, og hvilke digitale produkter der er dataetisk forsvarlige.Tag aktivt stilling til, hvilke digitale produkter skolen anvender i undervisningen, eksempelvis læremidler, sociale medier, platforme, cloudløsninger, quiz, survey-værktøjer, træningsredskaber og feedback. Som en del af undervisningen kan eleverne være med til at undersøge digitale produkter, for eksempel med fokus på dataetik. Vær opmærksom på, at gratis digitale produkter er mere tilbøjelige til at kræve adgang til data og dele disse med tredjeparter.